Uanset årstid møder der hver torsdag mindst 80 løbeglade aarhusianere op i bageriet på Ny Munkegades baggård. Foto: Sofie Milde
Når 160 mennesker uopfordret stimler sammen om noget fælles, kan fællesskaber opstå. Det er i hvert fald målet for byens velbesøgte bageri DavidBreadHead, der torsdag efter torsdag trodser vejr og vind for at facilitere fællesløb.
Af Sofie Stendell Milde
Min puls er høj. Jeg sveder, jeg kan ikke snakke, jeg har lyst til at stoppe. Hvad der føles som verdens største sidestik har fæstnet sig lige under mine ribben i højre side. Jeg prøver at kigge op, for at få tankerne på noget andet. Men utilregnelige fliser stikker sporadisk op fra fortovets overflade, og jeg må opgive forsøget på distraktion.
Jeg er ude at løbe. Sammen med 160 andre er jeg mødt op til DavidBreadhead’s Running Club. Hver torsdag klokken 17.30 er der social run på bageriets skema, og derfor tropper jeg op på Ny Munkegade klokken 17.20 for at agere forsøgskanin i det fænomen, der har slået rødder i Aarhus’ løbekultur.
De ser pisseprofessionelle ud
Neonfarvede briller til højre og venstre, og løbesko der stadig dufter af skoæske. Træningstøjet udstråler et kollektivt ”jeg-løber-ofte”-signalement. De ser alle sammen pisseprofessionelle ud. Men på den kølige efterårsdag danner den mørkeorange baggård rammen for er en pulserende stemning. Bassen fra housemusik ledsages af samtaler, der udspiller sig blandt de mange fremmødte. Kun få er taget herhen uden løbekompagnoner.
Selv er jeg nok det, man vil kalde moderat erfaren løber. Men jeg gør det helst alene. Så kan jeg høre musik og stoppe, når – ikke hvis – jeg får sidestik. Derfor er jeg nysgerrig på, hvad der ligger til grund for, at man frivilligt løber med over 100 andre.
”Det er hyggeligt. Især når man gør det med veninder. Det at kombinere løb og det sociale er fedt,” fortæller Julie Krogh. Hun er studerende i Aarhus og er i dag troppet op med sine to veninder til løbeklubben. Hun er spændt, for det er hendes første gang, og hun håber mest af alt på, at hun kan følge med – for ligesom jeg har hun bemærket, at folk ser rutinerede ud.
DavidBreadHead har siden 2021 sørget for to fællesløb om ugen, og der er hverken krav til niveau eller erfaring. Foto: Sofie Milde
Nu bliver der budt velkommen. En mand med kasket stiller sig op på en bænk og råber for at overdøve den summende flok:
”Velkommen til! Fedt at se så mange,” begynder han og introducerer dernæst ruten, der vil blive 7,7 kilometer lang. Til slut nævner han, at der efter turen vil være bagværk og kaffe. Pludselig giver det store fremmøde lidt mere mening for mig.
Det starter med en bakke
”TORSDAGS TONS” kalder DavidBreadHead arrangementet. De kunne have kaldt det torsdags-lunt eller torsdags-jog, men der er alligevel noget fedt over at trykke på den store knap og benævne det tons.
Og tonset blev der. For da vi forlader baggården, alle 160 mennesker, står vi ansigt til ansigt med Ny Munkegades stigning. Menneskemængden bevæger sig op ad den umenneskeligt stejle bakke, og jeg følger støt med som en del af bagtroppen. Pulsen stiger i takt til lyden af de talrige hurtige trin omkring mig. Op, op, op.
Selvom ruterne kan variere fra gang til gang, forbliver konceptet med efterfølgende bagværk det samme. Foto: Sofie Milde
”Det går meget stærkt det her,” lyder det foran mig. Jeg er enig, måske alle er enige, for de højlydte åndedræt giver sig til kende utrolig hurtigt. Hurtigt formaterer gruppen af løbere sig til en slange i Aarhus’ gader, akkompagneret af torsdagens eftermiddagstrafik.
Derfra går det ellers fremad i det aarhusianske bybillede, der prydes af orange, røde og gule blade. Forbipasserende stopper op for at betragte de mange løbere. Lyden af stakåndede samtaler smelter sammen med hverdagstrafikken, og duften af kølig sved ledsager os nu. Det går godt nok stærkt.
Hvad blev der af at løbe selv?
Jeg stiller Julie Krogh spørgsmålet efter løbeturen, og hun erkender, at hun egentlig bedst kan lide at løbe alene. ”Det er jo fedt med mange mennesker, men det gør det også lidt svært. Især på de snævre gader,” siger hun.
Det er på hendes venindes påbud, at hun er taget afsted i dag. Veninden, Marlene Kokholm, synes fællesløb motiverer hende og har derfor været afsted flere gange. ”Det er meget nemmere at komme afsted. Man mærker en glæde, efter det er overstået, og det er sjovt at dele løbeturen med nogen,” fortæller hun.
Jeg kan godt forstå Marlene. Undervejs på løbeturen, når jeg ellers lige genvinder pusten efter de djævelske stigninger, er det dødfedt. Symbiosen af slangens svedige pander og stakåndede vejrtrækninger skaber en fælles gejst. Som om der er en kollektiv ”Løb eller dø”-mentalitet.
Det slutter med en croissant
En løbetur er ret monoton i dens handlingsforløb. Kort sagt bliver det nemmere, lige så snart stigningen vender, og det løbende fællesskab tonser nedad i stedet for opad. Der er ikke nogen, der falder fra af ren og skær udmattelse, og pludselig løber vi igen på Ny Munkegade og ind gennem den gule port til bageriets gård, der nu er omgivet af det tidlige efterårsmørke.
I baggården møder duften af bagværk og kaffe os. Løberne stimler sammen om to store kurve, og gafler overskydende chokoladecroissanter og surdejsboller i sig. Der er en opstemt, nærmest ekstatisk stemning. Rundt omkring genfindes pusten, imens der strækkes ud, snakkes videre eller krammes farvel.
Jeg er ikke så rigid omkring mine løbevaner, at jeg ikke kan se det opfriskende og tiltalende ved BreadHead Running Club. Men om alle kan være med? Jeg spørger de forpustede veninder om samme, da de hver især har nuppet en croissant.
”Det bliver nødt til at være en lavere pace, hvis det skal være for alle,” påpeger Marlene Kokholm, og Julie Krogh er enig. Tempoet var for dem at se lige lovlig højt. Men det gode bagværk sætter for dem at se prikken over i’et og er en god afrunding på den fælles løbetur.