Uanset årstid møder der hver torsdag mindst 80 løbeglade aarhusianere op i bageriet på Ny Munkegades baggård. Foto: Sofie Milde

Når 160 mennesker uopfordret stimler sammen om noget fælles, kan fællesskaber opstå. Det er i hvert fald målet for byens velbesøgte bageri DavidBreadHead, der torsdag efter torsdag trodser vejr og vind for at facilitere fællesløb.

Af Sofie Stendell Milde

Min puls er høj. Jeg sveder, jeg kan ikke snakke, jeg har lyst til at stoppe. Hvad der føles som verdens største sidestik har fæstnet sig lige under mine ribben i højre side. Jeg prøver at kigge op, for at få tankerne på noget andet. Men utilregnelige fliser stikker sporadisk op fra fortovets overflade, og jeg må opgive forsøget på distraktion.

Jeg er ude at løbe. Sammen med 160 andre er jeg mødt op til DavidBreadhead’s Running Club. Hver torsdag klokken 17.30 er der social run på bageriets skema, og derfor tropper jeg op på Ny Munkegade klokken 17.20 for at agere forsøgskanin i det fænomen, der har slået rødder i Aarhus’ løbekultur.  

De ser pisseprofessionelle ud

Neonfarvede briller til højre og venstre, og løbesko der stadig dufter af skoæske. Træningstøjet udstråler et kollektivt ”jeg-løber-ofte”-signalement. De ser alle sammen pisseprofessionelle ud. Men på den kølige efterårsdag danner den mørkeorange baggård rammen for er en pulserende stemning. Bassen fra housemusik ledsages af samtaler, der udspiller sig blandt de mange fremmødte. Kun få er taget herhen uden løbekompagnoner.

Selv er jeg nok det, man vil kalde moderat erfaren løber. Men jeg gør det helst alene. Så kan jeg høre musik og stoppe, når – ikke hvis – jeg får sidestik. Derfor er jeg nysgerrig på, hvad der ligger til grund for, at man frivilligt løber med over 100 andre.

”Det er hyggeligt. Især når man gør det med veninder. Det at kombinere løb og det sociale er fedt,” fortæller Julie Krogh. Hun er studerende i Aarhus og er i dag troppet op med sine to veninder til løbeklubben. Hun er spændt, for det er hendes første gang, og hun håber mest af alt på, at hun kan følge med – for ligesom jeg har hun bemærket, at folk ser rutinerede ud.  

DavidBreadHead har siden 2021 sørget for to fællesløb om ugen, og der er hverken krav til niveau eller erfaring. Foto: Sofie Milde

Nu bliver der budt velkommen. En mand med kasket stiller sig op på en bænk og råber for at overdøve den summende flok:

”Velkommen til! Fedt at se så mange,” begynder han og introducerer dernæst ruten, der vil blive 7,7 kilometer lang. Til slut nævner han, at der efter turen vil være bagværk og kaffe. Pludselig giver det store fremmøde lidt mere mening for mig.

Det starter med en bakke

”TORSDAGS TONS” kalder DavidBreadHead arrangementet. De kunne have kaldt det torsdags-lunt eller torsdags-jog, men der er alligevel noget fedt over at trykke på den store knap og benævne det tons.

Og tonset blev der. For da vi forlader baggården, alle 160 mennesker, står vi ansigt til ansigt med Ny Munkegades stigning. Menneskemængden bevæger sig op ad den umenneskeligt stejle bakke, og jeg følger støt med som en del af bagtroppen. Pulsen stiger i takt til lyden af de talrige hurtige trin omkring mig. Op, op, op.

Selvom ruterne kan variere fra gang til gang, forbliver konceptet med efterfølgende bagværk det samme. Foto: Sofie Milde

”Det går meget stærkt det her,” lyder det foran mig. Jeg er enig, måske alle er enige, for de højlydte åndedræt giver sig til kende utrolig hurtigt. Hurtigt formaterer gruppen af løbere sig til en slange i Aarhus’ gader, akkompagneret af torsdagens eftermiddagstrafik.

Derfra går det ellers fremad i det aarhusianske bybillede, der prydes af orange, røde og gule blade. Forbipasserende stopper op for at betragte de mange løbere. Lyden af stakåndede samtaler smelter sammen med hverdagstrafikken, og duften af kølig sved ledsager os nu. Det går godt nok stærkt.

Hvad blev der af at løbe selv?

Jeg stiller Julie Krogh spørgsmålet efter løbeturen, og hun erkender, at hun egentlig bedst kan lide at løbe alene. ”Det er jo fedt med mange mennesker, men det gør det også lidt svært. Især på de snævre gader,” siger hun.

Det er på hendes venindes påbud, at hun er taget afsted i dag. Veninden, Marlene Kokholm, synes fællesløb motiverer hende og har derfor været afsted flere gange. ”Det er meget nemmere at komme afsted. Man mærker en glæde, efter det er overstået, og det er sjovt at dele løbeturen med nogen,” fortæller hun.

Jeg kan godt forstå Marlene. Undervejs på løbeturen, når jeg ellers lige genvinder pusten efter de djævelske stigninger, er det dødfedt. Symbiosen af slangens svedige pander og stakåndede vejrtrækninger skaber en fælles gejst. Som om der er en kollektiv ”Løb eller dø”-mentalitet.

Det slutter med en croissant

En løbetur er ret monoton i dens handlingsforløb. Kort sagt bliver det nemmere, lige så snart stigningen vender, og det løbende fællesskab tonser nedad i stedet for opad. Der er ikke nogen, der falder fra af ren og skær udmattelse, og pludselig løber vi igen på Ny Munkegade og ind gennem den gule port til bageriets gård, der nu er omgivet af det tidlige efterårsmørke.

I baggården møder duften af bagværk og kaffe os. Løberne stimler sammen om to store kurve, og gafler overskydende chokoladecroissanter og surdejsboller i sig. Der er en opstemt, nærmest ekstatisk stemning. Rundt omkring genfindes pusten, imens der strækkes ud, snakkes videre eller krammes farvel.

Jeg er ikke så rigid omkring mine løbevaner, at jeg ikke kan se det opfriskende og tiltalende ved BreadHead Running Club. Men om alle kan være med? Jeg spørger de forpustede veninder om samme, da de hver især har nuppet en croissant.

”Det bliver nødt til at være en lavere pace, hvis det skal være for alle,” påpeger Marlene Kokholm, og Julie Krogh er enig. Tempoet var for dem at se lige lovlig højt. Men det gode bagværk sætter for dem at se prikken over i’et og er en god afrunding på den fælles løbetur.

I lang tid var det en komplet umulighed for mig at tage stilling til, hvad jeg skulle med mit liv. Helt fra da jeg var 20 år gammel og meldte mig ind i Forsvaret uden hverken gymnasial uddannelse eller fremtidsdrømme. Der brugte jeg de næste syv år af mit liv, efterfulgt af otte år på Hærens Officersskole. Tumlede rundt som et dyr på en savanne.

Som 35-årig flyttede jeg til København, tog en HF, og pludselig var jeg universitetsstuderende på KU. Jeg valgte statskundskab, udelukkende på grund af International Politik. Det viste sig senere hen, at uddannelsen handler om alt andet, indtil bachelorens sidste semester.

Og nu, i en alder af 43, har jeg en kandidat i statskundskab, bor i Risskov med min kæreste og to børn og er ret tilfreds med mit job som specialkonsulent i Skatteministeriet.

Jeg blev tidligere i dag smidt ud af kantinen på Aarhus Universitet, på grund af det de snakker om i nyhederne. For selvom jeg har hjemmearbejdsdag, overgår skrigene fra min mindste datter på tre måneder ethvert forsøg på koncentration. Nå, men en mulig kemisk reaktion, fik jeg at vide og blev dirigeret væk fra universitetet. Som en mand af Forsvaret – eller en tidligere en – makkede jeg selvfølgelig ret.

På trods af en hektisk formiddag med barnegråd og potentielle gasudslip, prydede efterårssolen derfor min gåtur fra Forskerparkens bibliotek hen til Uni Spot. Jeg kunne lige nå en wrap og en Faxe Kondi, så det fik jeg.

Således står jeg nu foran biblioteket, med en rulle i den ene hånd og en sodavand i den anden. Der er 28 minutter til mit møde begynder. Om jeg er landet på den rette hylde, ved jeg ikke. Spørgsmålet er nok mest, om jeg nogensinde finder den.

Fortalt af Michael Nielsen til Sofie Stendell Milde

Folkehuset Tranbjerg har en mangfoldig palette af aktiviteter, som Tranbjergs borgere kan tage del i. Lillian Brædder er en af dem, der drager stor nytte af dette. Trods sine 83 år deltager hun aktivt i lokalcentrets aktiviteter. I hendes øjne er der ingen grund til at blive siddende derhjemme.

Af Sofie Stendell Milde

Der er fart på i Folkehuset Tranbjerg. Også mandag formiddag, hvor duften af pulled pork fra husets kantine fylder lokalcentret til taget, imens unge som gamle strømmer ind og ud af bygningen. Bevæger man sig gennem kantinen, kommer man til aktivitetslokale 8, som umiddelbart ser kedeligt og nøgent ud.

Men mandag klokken 13 forvandles lokalet til et kreativt univers af den sjældent kendte hobby, pergamano; et kunsthåndværk, hvor man bruger pergamentpapir til at udsmykke kort, æsker og andre dekorative genstande.

I lokalet sidder fem kvinder, alle over 70. De har hver især har medbragt en værktøjskasse med pergamanoredskaber fyldt til randen. Rummet er fuld af latter og en intern jargon, der viser, at de fem damer kender hinanden rigtig godt.

En af dem er 83-årige Lillian Brædder. Første gang hun trådte ind i Tranbjergs folkehus var som 60-årig, da hun meldte sig som frivillig besøgsven. Hun har haft sin faste gang i huset lige siden, og i år markerer Lillian sit 20-års jubilæum på pergamanoholdet.

”Mit første kort var rædsel. Men øvelse gør mester. Det er så dejligt at arbejde med det, for det giver en ro. Og du fryder dig over det færdige resultat. Og at du kan glæde andre,” fortæller Lillian om hobbyen.

Ingen undskyldning for at kede sig

Lillian er hver mandag i selskab med Bodil, Birgit, Johnnie og Charlotte. Er der afbud, ved Lillian hvorfor, for hun er holdets formand. Rundt om det pergamanospækkede bord er der en bred enighed om, at folkehuset i Tranbjerg tilbyder et fællesskab og massevis af aktiviteter for byens ældre borgere.

”Der er ingen ældre mennesker, der behøver at kede sig,” siger Lillian, imens Johnnie ved siden af nikker og supplerer: ”Nej, det er de selv udenom.”

Alle fem kvinder er udover pergamanoholdet også aktive deltagere i folkehusets hatteklub. Her laver de underholdning for byens kvinder. Mænd er der ikke plads til i hatteklubben, næ nej, de har deres egen eksklusive mandeklub ved navn Rigtige mænd.

Listen af aktiviteter i folkehuset er lang. Tranbjergs beboere kan deltage i alt fra seniordans til skak til slægtsforskning. Lillian mener, det især er vigtigt at tage del i aktiviteter, når man er en borger oppe i årene:

”Man falder ikke hen i en sløjestilstand. Man er aktiv, og man skal sørge for at være aktiv også. Man kommer nemt til at sidde hjemme foran skærmen. Det interesserer mig ikke,” fortæller hun. Hun tilføjer, at hendes mand dyrker krolf hver mandag, selvom han er afhængig af en rollator og ikke har de store swingbevægelser tilbage i overarmene.

Samværet er vigtigt

Pergamanoværkstedet har for de fem damer betydet flere ting. Især hyggen ved at have en fast, social aktivitet er givende for dem, hvor de sammen får lov til at fordybe sig i en fælles interesse. Men endnu vigtigere for damerne er venskabet, som Folkehuset Tranbjerg har dannet rammerne om gennem 20 års samvær. Og det er vigtigt, når man rammer en vis alder, mener Lillian:

”Der er ikke nogen af os, der er triste. Der er en af damerne, der har sin mand heroppe på plejehjemmet på grund af demens. Så bruger hun gruppen til at snakke. Vi ved jo næsten alt om hinanden.”

Et fællesskab i modgang?

Lillian Brædder ærgrer sig over, at værkstedet ikke er mere udbredt til de yngre generationer. Selvom der flere gange har været nysgerrige folk forbi lokalet og kigget fascineret på damernes kreationer, er der ikke yderligere tilmelding til holdet. Lillian har en idé om, at folk tror, det er for svært.

”Du kan ikke forvente, at du kan det hele, når du starter op. Jeg vil ønske, der var flere, der gjorde det. Jeg tror, de ville blive grebet af det, ligesom vi andre bliver, ikke?” siger hun.

Værkstedet vil fortsat være en del af Folkehuset Tranbjergs mange aktiviteter, så længe interessen og fremmødet består. Hvis man er nysgerrig på, hvorfor de fem damer vedblivende er mødt op i 20 år, bør man tage til Tranbjergs folkehus og opleve stemningen. Det er næsten garanteret, at der er noget for enhver smag.

Den 51-årige folkeskolelærer, Martin Bay Rasmussen, har en fritidsinteresse, som de færreste mænd deler. Martin er 2. tenor i mandskoret, Aarhus Studenter Sangere, hvor han får lov til at udleve sin musikalske passion med en mandeflok, hvis største fællesnævner er engagementet for sang. En mandeflok, der giver glæde, adrenalin og fællesskab til Martins hverdag.

Af Kasper Krupsdahl og Sofie Milde

Ciliane Stubkjær Jensen er lige startet på fotojournalistuddannelsen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og drømmer nu om at skabe en ny forening for hendes medstuderende.